Matematik

Jeg regner og regner.
Det forbandede er bare;
at du er uden facit!

Dedikeret

Ord
Ord kan knuse og bygge os op.
Gøre os blinde, og få os til at se.
Men ord er bare ord. Det er handlinger, der får ordene til at give mening - eller det modsatte.

Man kan lege med ord.
Og grine, når man skriver L foran æggekoger eller T foran islagkage.

Ord kan læses. Forfra, bagfra og mellem linierne. De kan menes, og de kan lyves med.
De er der hele tiden. De hviskes, råbes, menes, forties og siges. Hele tiden ord. Det er dem, vi husker, når vi tænker tilbage. Men det er alligevel altid handlingerne bag dem, der brænder sig fast.

Ord er bare ord.

Og mens jeg sidder her og pudser mine følehorn fine igen - så var det hele bare ord. For pludselig passede ordene ikke med det, der skete. Og jeg blev endnu en gang mindet om, at ord blot er ord.
Det er, hvad vi gør med dem, der virkelig betyder noget.

Gerne

Vil gerne finde skønhed i alt det uskønne

muligheder ved det umulige

lykke i alt det midt imellem.


Vil gerne finde klarhed i det kaotiske

ro i det urolige

og tro på det utrolige.


Vil gerne finde.

Og findes.

Men mest af alt bare finde ud af.

Det hele.

Trængt

Jeg griber om min mave - og ind.
Ser fortrængninger sidde tæt sammen.
De kigger måbende på mig.
Troede nok aldrig, jeg ville komme efter dem.
Men nu kom jeg.
Jeg tager dem alle.
En for en.
Hiver og strækker dem ud. Skiller dem ad. Kigger på dem.
De er tavse. Men jeg føler dem alle.

Nogle er kolde. De føles hårde og uløselige.
Andre er varme.
Det må være dem, der sad allerbagerst - og lunede sig ved varmen fra de forreste.

Mange er klemte. Meget klemte.
De antager andre forme, idet jeg får dem skilt ad.
De skal ses for at forsvinde.

Idag ser jeg.

Helt svært!

Hold op med at sige, det bliver nemmere. Det er ikke nemhed, jeg søger!